Forskere på Århus Universitet undersøger, om en myreart, der er kendt for at angribe andre insekter, kan bruges til at forsvare frugter.

Myrer og biologisk bekæmpelse

Introduktion

De fleste mennesker bryder sig ikke om myrer. Men netop de egenskaber der gør, at vi ikke kan lide dem, er de selvsamme egenskaber, der betyder, at vi kan udnytte myrerne til at bekæmpe skadedyr (=biologisk bekæmpelse). Vi kender alle situationen, hvor vi på skovturen har placeret os for tæt på en myretue. Pludselig farer én op og løber væk, fordi han er blevet angrebet af myrerne, der forsvarer deres bo. Når disse små væsener er i stand til at fordrive mennesker, der er 8 millioner gange tungere end dem selv (en mellemstor myre vejer ca. 10 mg), er det ikke svært at forestille sig, at de udgør en væsentlig fare for skadedyrsinsekter på deres egen størrelse.

Biologisk bekæmpelse er, når man bruger en levende organisme til at bekæmpe en anden levende skadevolder. Det kan både være dyr, planter og sygdomsorganismer, som f.eks. svampe, bakterier og virus, der angriber eller udkonkurrerer skadevolderne, og ligeledes kan skadevolderne, der bekæmpes, være både skadedyr, ukrudt eller sygdomme.

Myrernes egenskaber

Myrer er blandt andet karakteriseret ved, at de er sociale, og at de er i stand til at samarbejde. Det betyder, at der, hvor der er myrer, er der rigtig mange af dem. Arter, som f.eks. hærmyrer og bladskærermyrer, danner samfund på mange millioner individer. Når så mange individer er i stand til at samarbejde og dermed lave koordinerede angreb, så kan disse små væsener pludselig blive en risikofaktor for meget større dyr. Ydermere har myrerne giftkirtler, som de anvender i deres angreb på fjender og bytte, og som gør dem til et ubehageligt bekendtskab. F.eks. er de berygtede ildmyrer (engelsk: fire ants) i det sydlige USA i stand til at dræbe mennesker, da deres gift kan give dødelige allergiske reaktioner, hvis man får mange myrestik på én gang.

Da myrerne både kan arbejde selvstændigt og i grupper, betyder det, at de nedlægger byttedyr i mange forskellige størrelser. Ensomme myrer nedlægger små insekter på deres egen størrelse, hvorimod grupper af arbejdermyrer igennem deres samarbejde nedlægger insekter, der er langt større end dem selv (se billede). Således kan den selvsamme myrekoloni bruges til samtidigt at bekæmpe en helt række af forskellige skadedyrsinsekter i forskellig størrelse. Det gør myrerne mere effektive end de mere traditionelle nyttedyr, som oftest kun bekæmper en enkelt eller ganske få arter af skadedyr. F.eks. bruges mariehøns kun mod bladlus, og rovmider bruges kun til at bekæmpe spindemider. Myrerne spiser derimod både bladlus, mider, larver, biller, fluer og meget mere, og da de ydermere også beskytter deres territorium mod indtrængere, kan de som sagt fordrive selv pattedyr fra deres område.

En anden nyttig egenskab ved myrerne er, at de er kannibaler og æder af deres egne larver. Umiddelbart lyder det måske underligt, at det kan være nyttigt, men det betyder, at de kan bruge deres larver som et foderdepot og dermed kan overleve i lang tid uden mad. Når der er meget føde at spise, opbygger myrekolonien en stor population af larver. Det kan de let gøre, da dronningen kan lægge
myriapoda.jpg
Vævermyrer (Oecophylla smaragdina) i gang med at nedlægge byttedyr, der er mange gange større end dem selv. Foto: Rasmus Lundegaard:
flere hundrede æg om dagen. Når der så på et tidspunkt bliver mangel på føde, så dør kolonien ikke af sult, men begynder i stedet at spise af deres egne larver. Så myrerne opbevarer altså mad i form af deres larver, ligesom vi gør det i vores køleskab. Det er en stor fordel, når man bruger myrerne til at bekæmpe skadedyr, fordi det gør myrerne i stand til at passe sig selv. De kan spise mange forskellige dyr, og de kan overleve trange tider. Dermed skal man ikke hele tiden købe nye myrer, som man f.eks. skal det med mariehøner og andre nyttedyr, som hurtigt uddør, når der ikke er flere bladlus at spise.


Samtidig betyder det også, at myrerne kan være meget svære at mætte, fordi de kan blive ved med at fodre en større og større larvepopulation. Det er en fordel under skadedyrsudbrud, hvor der jo er rigtig mange skadedyr på samme tid. Under sådanne forhold vil de fleste andre nyttedyr hurtigt blive mætte og må dermed stoppe bekæmpelsen, indtil de bliver sultne igen. Det sker ikke for myrerne, da de bare producerer flere larver.

Eksempler på nyttige myrer

Der er altså en række egenskaber ved myrer, der gør dem velegnede til skadedyrsbekæmpelse. Faktisk er den allerførste organisme, som man ved at mennesket har brugt til biologisk bekæmpelse, også en myre, nemlig vævermyren (Oecophylla smaragdina). For mindst 1700 år siden blev denne myre købt af citrusavlere på kinesiske markeder og brugt til at æde skadedyr i deres appelsinplantager. I 1990'erne fandt australske forskere ud af, at de samme myrer faktisk var både billigere og mere effektive end de sprøjtemidler, der ellers blev brugt til skadedyrsbekæmpelse i plantager med mango og cashew-nødder. Hvis man skiftede fra sprøjtegift til bekæmpelse med vævermyrer, fik man øget nettoindtægt med lidt over 70%. Samtidig fik man oven i købet en giftfri produktion og kunne dermed få godkendt frugter og nødder som økologiske.

De samme myrer er også med stort held blevet brugt til biologisk bekæmpelse af skadedyr i kokospalmer. I kokosnøddeplantager kan myrerne give fuldstændig beskyttelse mod de meget destruktive kokos-tæger fra tægeslægterne Pseudotheraptus og Amblypelta. Tægerne udsuger de små kokosnødder, som derefter aborteres af palmen. Tæger giver store problemer, da de er svære at ramme med insektgifte, når bare 30 individer pr. ha er nok til at ødelægge hele høsten, og når det samtidig er meget besværligt at sprøjte imod dem i de meget høje palmer. Men hvis man formår at opretholde en tæt myrepopulation på palmerne, kan myrernes beskyttende effekt op til ti-doble udbyttet af kokosnødder, jf. figuren.
Kokosudbytte-figur.JPG
Udbyttet af kokosnødder stiger i takt med udbredelsen af vævermyrer (Oecophylla smaragdina) i kokosplantager på Salomonøerne.
På Cuba bruger man den storhovedede myre (Pheidole megacephala) til at bekæmpe snudebiller i bananer og søde kartofler. Områder med mange myrer bliver indhegnet og sprøjtning med gift forbydes. Herefter fodres myrerne i disse områder med melasse og madrester fra husholdningen. Når der så skal bekæmpes snudebiller i bøndernes bananer og søde kartofler, henter man myrer i de fredede områder og flytter hele kolonier ind på markerne. På denne måde opnås en bekæmpelses-effektivitet på 90%, hvilket er 4% højere end effektiviteten af sprøjtegifte.


Også i Europa har man benyttet myrer, i dette tilfælde skovmyrer (Formica spp). I de europæiske nåleskove kan der forekomme skadedyrsudbrud, der helt afløver skoven, så den midt om sommeren fremstår helt nøgen. Det er så blevet bemærket, at i områderne omkring skovmyre-tuer var der store grønne pletter, hvor skoven havde beholdt sine nåle. Det skyldes, at myrerne er meget talrige lige omkring tuerne og her altså æder de skadelige insekter, der ellers ville æde samtlige nåle på træerne. På den baggrund er skovmyrerne blevet fredet i mange europæiske lande, og nogle steder flytter man myretuer fra skove med mange myrer til skove uden myrer. Man hænger også net ud over myretuerne for at beskytte dem mod spætter, som ellers vil grave i tuerne og mæske sig i myrernes larver og dermed reducere populationen.

I øjeblikket er danske forskere fra Århus Universitet i gang med at introducere brugen af vævermyrer til afrikansk landbrug. I første omgang skal de bruges til at bekæmpe skadedyr på steder, hvor man avler cashew-nødder og mango i Tanzania og Benin, og der skal etableres kontakt til europæiske markeder for økologiske produkter, så afrikanerne får størst muligt udbytte af teknologien. I Afrika har de fleste landmænd ikke råd til at købe sprøjtemidler, men eftersom myrerne findes i naturen, kan de altså få et helt gratis alternativ til de uopnåelige sprøjtegifte. I cashew-produktionen har foreløbige undersøgelser vist, at vævermyrerne kan firdoble udbyttet i forhold til slet ikke at bruge bekæmpelsesmidler.
WAnt__29(10x12).jpg
Friskhøstede vævermyrelarver (Oecophylla smaragdina) klar til salg på det thailandske marked. Her er myrerne en delikatesse, der koster det dobbelte af godt oksekød. Foto: Joachim Offenberg.
I det afrikanske projekt er en yderligere fordel ved myrerne også, at myrernes larver er spiselige for mennesker og meget proteinholdige. I Asien bliver myrelarverne høstet i stor stil og bliver spist som en delikatesse. En dansk og thailandsk forsker har ydermere fundet ud af, at man sagtens kan høste myrelarver fra plantager samtidig med, at man bruger myrerne til skadedyrsbekæmpelse. På den måde kan landmændene altså både få fjernet deres skadedyr uden brug af gift og samtidig producere velsmagende animalsk protein. Det er altså et system, hvor de skadelige insekter bliver omdannet til spiseligt protein. Dette aspekt er specielt vigtigt i Afrika, hvor protein er en stor mangelvare. I gennemsnit spiser afrikanere kun 9,4 kilo kød om året, hvorimod man i de industrialiserede lande spiser 88,2 kg i gennemsnit om året pr. person.
DSC_0087.JPG
En thaikvinde i færd med at høste de værdifulde og proteinrige vævermyrelarver i en mangoplantage. (Foto: Joachim Offenberg).
Ud over disse eksempler bruges myrer også til bekæmpelse af skadedyr i f.eks. bomuld, ananas, kakao, mahogny m.m. Forskningen på dette område træder dog stadig sine barnesko, så man kan i fremtiden forvente en endnu bredere brug af myrernes tjenesteydelser.




Danske artikler om

brugen af vævermyrer

til biologisk bekæmpelse:







Andre kilder om emnet



/ ejbn